Assisting Product Manager

Assisting Product Manager

Assisting Product Manager

Er du vores nye klippe? Er du typen, der får et kick af at sætte det sidste flueben? Er du træt af luftige strategier og vil hellere have fingrene ned i maskinrummet, hvor tingene rent faktisk sker? Så har vi en plads til dig!

Hos NRT X-Ray skal vi levere kvalitet og det kræver at de interne processer er i topform – og vi mangler en struktureret ”do-er”. En person, der elsker rutiner, som kan tænke selv og som bliver den absolutte favorit i produktionen, fordi du har styr på dokumentationen, før de overhovedet når at spørge efter den.

Din hverdag

Du bliver bindeleddet mellem kontoret og produktionen. Det betyder, at du ikke bare sidder bag en skærm; du er den, folk går til, når noget driller.

Dokumentations-detektiven: Du sørger for, at vores produktionsdokumentation (procedurer, vejledninger og testdokumenter) altid er knivskarp, opdateret og klar til brug – også når virkeligheden ændrer sig, og der skal justeres hurtigt.

Produktionens "Go-to": Du er den direkte linje mellem produktion og Product Management og hjælper med at få hverdagen til at glide – bl.a. gennem håndtering af ordre-/styklister, vedligeholder serienummer-/leveringsgrundlag og traceability.

Sagsbehandler med overblik: Du bliver en del af den direkte sagsbehandling, hvor du hjælper med at drive complaint-sager fra start til slut baseret på intern eller ekstern feedback. Samtidig er du med til at skabe løbende og årlige opsamlinger, hvor vi trend’er på udførte services og reservedelssalg for at forstå, hvor vi kan forbedre os.

Hvem er du? (Baggrunden er underordnet – dine evner gør forskellen)

Det er underordnet om du er uddannet tekniker, har en kontorbaggrund eller noget helt tredje. Det vigtigste er din tilgang til arbejdet:

Du elsker systematik: Hvor andre ser kedelige rutiner, ser du muligheden for at skabe orden i kaos.

Du tænker selv: Vi giver dig ikke en manual til alt. Du skal kunne vurdere en situation og handle på den.

Du taler med alle: Fra lageret til direktøren. Du er god til at få folk i tale (også på engelsk, når det kræves).

IT-snilde: Du er gode venner med Office-pakken, og hvis du kan sige "Business Central" (BC) uden at få svedige håndflader, er det et kæmpe plus!

Hvorfor skal du vælge os?

Vi er en mellemstor virksomhed i Hasselager med store muskler (vi er en del af Canon Medical Systems). Hos os er du ikke bare et nummer i rækken – du er den person, der får tandhjulene til at køre rundt. Vi lover en uformel stemning, gode kolleger og en hverdag, hvor du rent faktisk kan se resultatet af dit arbejde.

Dit nye team består af 4 personer, hvor vi både er introverte, ekstroverte, drevne og har humoren på plads. Vi elsker kage og benytter enhver chance for en fejring for at få lidt ekstra kalorier.

Det praktiske:

Tid: 37 timer (kl. 8-16 – så du har også et liv ved siden af).

Sted: Hasselager, Aarhus.

Deadline: Send din ansøgning til Dorrit på dbn@nrtxray.com hurtigst muligt. Vi holder samtaler løbende, for vi mangler dig nu!

Har du spørgsmål? Ring til en af dem på dit nye team tlf. +454262 8659 for at få svar (det vil være Dorrit, som svarer)

Om virksomheden

NRT X-RAY designer, producerer og afsætter komplette røntgensystemer og har siden 2022 været en del af Canon Medical Systems group. Unikke kompetencer og et tæt samarbejde muliggør salg af nicheorienterede produkter til hospitalernes radiologiske afdelinger i og udenfor Danmark. Alles bidrag har afgørende betydning for, at vi kan levere højteknologiske systemer, og som en del af Canon Medical Systems’ ”Made for Life” filosofi søger vi at skabe konkret innovativ værdi for brugerne. Vi tilbyder forsikrings- og pensionsordning, og løn i forhold til kvalifikationer og erfaring. 

Se hjemmesiden www.nrtxray.com for mere information om os og vores produkter.

See our jobs

bubble